Martin Luther King, Jr.

leveret 28 August 1963, ved Lincoln Memorial, Washington DC

Jeg er glad for at være sammen med jer i dag i, hvad der vil gå over i historien som den største demonstration for frihed i historien for vores nation.

Fem score år siden, har underskrevet en stor amerikaner, i hvis symbolsk skygge vi står i dag, Emancipationserklæringen. Denne betydningsfulde dekret kom som en stor ledestjerne for håb til millioner af negerslaver, der var blevet brændt i flammerne i tilintetgørende uretfærdighed. Det kom som et glædesfyldt daggry for at afslutte den lange nat af deres fangenskab.

Men hundrede år senere, negeren stadig ikke fri. Hundrede år senere, er det liv Negro stadig i bedrøvelig grad er lammet af de lænker af segregering og kæder for diskrimination. Hundrede år senere, negeren bor på en ensom ø af fattigdom midt i et stort hav af materiel velstand. Hundrede år senere er negeren stadig vansmægtet i hjørnerne af det amerikanske samfund og befinder sig i landflygtighed i sit eget land. Og så vi er kommet her i dag for at dramatisere en skammelig tilstand.

I en vis forstand har vi kommet til vort lands hovedstad for at indløse en check. Når arkitekter i vores republik skrev de storslåede ord i forfatningen og Uafhængighedserklæringen, underskrev de et gældsbevis, som hver eneste amerikaner skulle falde arving. Dette notat var et løfte om, at alle mænd, ja, sorte mænd såvel som hvide mænd, vil blive sikret de "umistelige rettigheder" af "liv, frihed og stræben efter lykke." Det er indlysende i dag, at Amerika ikke har indfriet dette gældsbevis Bemærk, så vidt hendes borgere i farve er berørt. I stedet for at opfylde denne hellige forpligtelse har Amerika givet negrene en dårlig kontrol, en kontrol, som er kommet tilbage mærket "utilstrækkelige midler."

Men vi nægter at tro, at banken af ​​retfærdighed er gået konkurs. Vi nægter at tro, at der ikke er tilstrækkelige midler i de store hvælvinger mulighed for at denne nation. Og så har vi kommet til indløse denne check, en check, der vil give os på forlangende rigdomme frihed og sikkerhed for retfærdighed.

Vi er også kommet til denne hellige plet for at minde Amerika om den barske haster nu. Dette er ikke tid til at engagere sig i luksus afkøling eller at tage beroligende stof gradualisme. Nu er det tid til at gøre reelle løfter om demokrati. Nu er det tid til at rejse sig fra den mørke og øde dal adskillelse til den solbeskinnede vej race retfærdighed. Nu er det tid til at løfte vores nation fra quicksands race uretfærdighed til broderskabets solide klippegrund. Nu er det tid til at gøre retfærdighed til en realitet for alle Guds børn.

Det ville være fatalt for nationen at overse, at det haster i øjeblikket. Denne kvælende sommer af Negro berettigede utilfredshed vil ikke gå, indtil der er en forfriskende efteråret frihed og lighed. Nitten 63 er ikke et mål, men en begyndelse. Og de, der håber, at negeren er nødvendig for at afreagere, og vil nu være indhold vil have en brat opvågnen, hvis nationen vender tilbage til business as usual. Og der vil være hverken hvile eller ro i Amerika før negeren er sikret sine borgerrettigheder. De hvirvelvinde i oprør vil fortsætte med at ryste grundlaget for vores nation, indtil den lyse dag, retfærdighed opstår.

Men der er noget, jeg må sige til mit folk, som står på den varme tærskel, som fører ind i Palace of Justice: I processen med at få vores retmæssige plads, må vi ikke være skyldige i uretmæssige handlinger. Lad os ikke søge at tilfredsstille vores tørst efter frihed ved at drikke fra kop bitterhed og had. Vi skal altid føre vor kamp på den høje plan værdighed og disciplin. Vi må ikke tillade, at vores kreative protest udarter i fysisk vold. Igen og igen må vi stige til de majestætiske højder for at møde fysisk kraft med sjæl kraft.

Den vidunderlige nye kamplyst, som har bemægtiget sig vores fællesskab, må ikke føre os til en mistillid til alle hvide mennesker, for mange af vore hvide brødre, som det fremgår af deres tilstedeværelse her i dag, er kommet til at indse, at deres skæbne er bundet op med vores skæbne . Og de har indset, at deres frihed er uløseligt bundet til vor frihed.

Vi kan ikke gå alene.

Og når vi vandrer, må vi gøre det løfte, at vi altid skal marchere fremad.

Vi kan ikke vende tilbage.

Der er dem, der beder tilhængerne af borgerlige rettigheder, "Hvornår vil du blive tilfreds?" Vi kan aldrig være tilfredse, så længe negeren er offer for de ubeskrivelige rædsler politibrutalitet. Vi kan aldrig være tilfredse, så længe vores krop, kraftig med træthed af rejser, ikke kan få logi i moteller af motorveje og hoteller i byerne. Vi kan ikke være tilfredse, så længe neger grundlæggende mobilitet er fra en mindre ghetto til en større. Vi kan aldrig være tilfredse, så længe vores børn bliver frataget deres selvstændige hætte og berøves deres værdighed ved at skilte med angivelse af: ". For hvide Kun" Vi kan ikke være tilfredse, så længe en neger i Mississippi ikke kan stemme, og en neger i New York mener, at han ikke har noget som at stemme. Nej, nej, vi er ikke tilfredse, og vi vil ikke være tilfredse, indtil "retfærdigheden triller ned som vand, og retfærdighed som en mægtig strøm." ¹

Jeg har ikke glemt, at nogle af jer er kommet hertil fra store trængsler og prøvelser. Nogle af jer er kommet frisk fra snævre fængsel celler. Og nogle af jer er kommet fra områder, hvor din søgen - søgen efter frihed har gjort jer omtumlede af storme forfølgelse og forskudt af vinden af ​​politiets brutalitet. Du har været veteraner kreative lidelse. Fortsæt med at arbejde med troen på, at ufortjent lidelse er forløsende. Gå tilbage til Mississippi, gå tilbage til Alabama, gå tilbage til South Carolina, gå tilbage til Georgia, gå tilbage til Louisiana, gå tilbage til slumkvartererne og ghettoerne i vore nordlige byer, vel vidende at en eller anden måde denne situation kan og vil blive ændret.

Lad os ikke svælge i dalen af ​​fortvivlelse, siger jeg til dig i dag, mine venner.

Og så selv om vi står over for vanskeligheder i dag og i morgen, har jeg stadig en drøm. Det er en drøm dybt rodfæstet i den amerikanske drøm.

Jeg har en drøm at en dag denne nation vil rejse sig og leve den sande betydning af sin trosbekendelse: ". Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige"

Jeg har en drøm at en dag på den røde bakker Georgien, vil sønner af tidligere slaver og sønner af tidligere slaveejere kunne sidde ned sammen ved bordet af broderskab.

Jeg har en drøm at en dag selv staten Mississippi, en tilstand kvælende med varmen af ​​uretfærdighed, smeltende med varmen af ​​undertrykkelse, vil blive omdannet til en oase af frihed og retfærdighed.

Jeg har en drøm om, at mine fire små børn en dag vil leve i en nation, hvor de ikke vil blive bedømt på deres hudfarve, men af ​​indholdet af deres karakter.

Jeg har en drøm i dag!

Jeg har en drøm at en dag, nede i Alabama, med sine ondskabsfulde racister, med dens guvernør få sine læber drypper med ord "indskydning" og "ugyldighed" - en dag lige der i Alabama små sorte drenge og sorte piger vil være i stand til at deltage hænder med små hvide drenge og hvide piger som søstre og brødre.

Jeg har en drøm i dag!

Jeg har en drøm at en dag hver dal skal være ophøjet, og hver bakke og bjerg skal gøres lav, vil de uslebne steder gøres klart, og de skæve steder vil blive gjort lige, "og Herrens herlighed skal åbenbares og alt kød skal se det sammen. "2

Det er vores håb, og det er den tro, at jeg går tilbage til Syd med.

Med denne tro, vil vi være i stand til at hugge ud af bjerget af fortvivlelse en sten af ​​håb. Med denne tro, vil vi være i stand til at omdanne de klirrende Disharmonier i vores nation ind i en smuk symfoni af broderskab. Med denne tro, vil vi være i stand til at arbejde sammen, bede sammen, kæmpe sammen, at gå i fængsel sammen, til at stå op for friheden sammen, vel vidende at vi vil være fri en dag.

Og dette vil være den dag - dette vil være den dag, hvor alle Guds børn vil være i stand til at synge med ny betydning:

Min landets tis af dig, søde jord af frihed, af dig jeg synger.

Land, hvor mine fædre døde, land af Pilgrim stolthed,

Fra hver bjergside, lad frihed ring!

Og hvis USA er at være en stor nation, skal dette være sandt.

Og så lad frihed ringen fra de vældige bakketoppe i New Hampshire.

Lad frihed ringen fra mægtige bjerge i New York.

Lad frihed ring fra højne Alleghenies i Pennsylvania.

Lad frihed ring fra de snedækkede Rocky Mountains i Colorado.

Lad frihed ring fra curvaceous skråninger i Californien.

Men ikke kun det:

Lad frihed ring fra Stone Mountain i Georgia.

Lad frihed ring fra Lookout Mountain i Tennessee.

Lad frihed ring fra hver bakke og muldvarpeskud i Mississippi.

Fra hver bjergside, lad frihed ring.

Og når dette sker, når vi tillader frihed ring, når vi lader den ring fra hver landsby og hver flække, fra hver stat og hver by, vil vi være i stand til at fremskynde den dag, hvor alle Guds børn, sorte mænd og hvide mænd , jøder og hedninger, protestanter og katolikker, vil være i stand til at deltage hænder og synge med ordene fra den gamle Negro åndelige:

Free At Last! Free At Last!

Tak Gud den Almægtige, vi er frie til sidst! 3